Voldsoffer
I 2017 skete der en stigning i antallet af voldsforbrydelser i Danmark, og regeringen har lavet et udspil om at skærpe straffen for voldsforbrydelser. Som offer for vold er man præget af hændelsen i lang tid efter. Man kan være mærket på kroppen alt efter forbrydelsens grovhed, og det kan sågar have været så voldsomt, at man bliver påvirket på hjernen og skal genoptrænes i de helt basale ting som at tale eller gå.
Det viser sig, at der ved voldsforbrydelser er flere og flere personer, der griber ind, hvis de er vidner til en sådan forbrydelse, hvilket er med til at punktere forestillingen om at vi mennesker er bystanders og ikke blander os. Ikke desto mindre sker disse overfald og vi vil i Menneskebiblioteket gerne være med til at udfordre fordomme om voldsofre. Fordomme som kan lyde; Var han/hun selv udenom det? Hvis det er en mand, hvorfor kunne han ikke bare forsvare sig selv? Kom og mød vores bog, der blev ramt af vold og hør hans historie om vejen tilbage til livet.