Siden foråret 2020 har Menneskebiblioteket organiseret online events for læsere fra hele verden. Bøgerne, der bliver læst under disse events, er en del af vores virtuelle bogdepot. En af disse bøger er Yoka.
Yoka er 81 år gammel og en af de mest aktive bøger i det virtuelle depot, hvor hun ofte lader sig udgive flere gange om ugen. Hun er kendt som en åbenhjertig, sjov og dedikeret frivillig bog med en passion for at udfordre fordomme.
At bo ingen steder
Det fungerer godt for Yoka at være en del af det virtuelle bogdepot, da hun om vinteren opholder sig i Californien og om sommeren i Holland. ”Jeg bor ikke rigtigt nogle steder”, siger hun, ”Jeg lejer et hus om sommeren i Holland, og jeg lejer et hus om vinteren i Californien. Mest fordi jeg ikke bryder mig om kulde. Jeg har også familie i Holland, og min søn bor i Tjekkiet, så det giver mig også en chance for at besøge dem.” Yoka mistænker også, at hendes oplevelser under holocaust spiller en rolle i dette: ”Jeg tror, at jeg lærte i en ung alder ikke at blive for tilknyttet til ting.”
Yoka blev opdraget i en jødisk familie i Holland. Da hun var 2½ år, blev hun fjernet fra sine forældre af den hollandske modstandsbevægelse og placeret hos en anden familie. Hun nåede efterfølgende at bo 16 forskellige steder, inden hun var fem år gammel. ”Hvis du havde en jødisk person i dit hjem, ville du også komme i koncentrationslejr, så folk var altid bange for at være omkring mig. Hvis der var nogen mistanke fra naboerne, så ville modstandsbevægelsen komme og anbringe mig et andet sted. På det tidspunkt lærte jeg, at de materielle ting ikke var så vigtige.”
Uvidende om sin jødiske baggrund
Selvom begivenhederne under hendes barndom havde en indflydelse på hende, var det først senere i livet, at det gik op for Yoka, at hun var en holocaust-overlever.
”Ingen talte om krigen, efter den sluttede. Det var som at krigen aldrig skete. De fleste folk havde travlt med bare at overleve, og jødiske familier ville ikke vide noget af den. Hvis du sagde, at du var jøde, ville du jo være den første til at blive taget, hvis der kom en krig igen. Så ingen fortalte mig, at jeg havde været med i krigen. Jeg vidste ikke engang, at jeg var jøde, før jeg blev 17 år.”
Til trods for, at Yoka var uvidende om sit jødiske ophav, og at hendes far var klart antisemitisk og afvisende over for alt, der relaterede sig til jødedommen, så fandt Yoka en naturlig interesse i jødisk kultur og samfund. ”Blodet løber, hvor det ikke kan gå” siger hun, hvilket er en hollandsk talemåde, der betyder, at du ikke kan skjule dit sande jeg. ”Da jeg var 12 år, lærte nabodrengen hebraisk. Jeg synes, det var virkelig sjovt, så jeg startede også med at lære hebraisk. Selvfølgelig til forfærdelse for min far.”
”Så da jeg var 17 år, arbejdede jeg for en jødisk organisation. Under et møde spurgte de, hvem der havde lyst til at tænde lysene på en lørdag. Jeg rakte min hånd i vejret og sagde, at det kunne jeg godt gøre. Kvinden kiggede på mig og sagde: ”Nej, det kan du ikke, du er jøde”. Jeg var sådan, ‘er jeg jøde?’”. Senere fandt jeg ud af, at det ikke er tilladt for jøder at tænde lysene på sabbat, og derfor bør en ikke-jødisk person gøre det.
Det viste sig, at Yokas efternavn er et navn, der er kendt indenfor jødiske cirkler som et kun-for-jøder-navn. Da hun efterfølgende spurgte sin far senere samme dag, om de er jøder, indrømmede han, at det var rigtigt. Har var ikke villig til at give hende mange detaljer, men det var her, at hun begyndte at indse, at hun måske havde været i krig. Siden da har hun langsomt opdaget sin historie.
Fandt bogdepotet i Los Angeles
Yoka blev en del af vores bogdepot i Los Angeles i 2020, efter at en ven fortalte hende om Menneskebiblioteket. I løbet af de seneste 40 år har hun fortalt sin historie i skoler, så det at være en åben bog om sine oplevelser var ikke en ny øvelse.
Efter nedlukningen var det helt naturligt for Yoka at stille sig til rådighed for læserne online. Og hun elsker det: ”På et tidspunkt sidder jeg og har tre personer, jeg taler med fra en virksomhed. En sidder i Perth, Australien. En anden sidder i Singapore, og den tredje sidder i Kina. Er det sjovt, eller er det sjovt?”
Udover at det er sjovt, synes Yoka også, det er vigtigt at fortælle sin historie om at være holocaust-overlever. ”Jeg er medlem af en hurtigt-døende gruppe” siger hun. ”Når jeg taler om at være holocaust-overlever hos Menneskebiblioteket, breder jeg det altid ud til diskrimination. Det er, fordi jeg tror, at havde der ikke været diskrimination, ville holocaust aldrig været sket. Vi, holocaust-overlevende, er én af de grupper, der markant bedst kan fortælle folk, hvad der sker, når diskriminationen går uimodsagt og uhæmmet hen.”
At udfordre diskrimination er noget, hun har gjort hele sit liv. ”Jeg føler, at når du ikke er en del af løsningen, er du en del af problemet. Og det er det, jeg er passioneret omkring: at være en del af noget, uanset hvor småt det måtte være, som skaber forandring i verden. Og jeg synes, det er, hvad Menneskebiblioteket gør.”
En chance for at se ting på en anden måde
Selvom at hun har fortalt sin historie i mere end 40 år, oplever Yoka, at menneskebiblioteket skaber et unikt miljø, hvor folk kan engagere sig. ”At være på en skole og kun fortælle din historie i 15 minutter og så svare på spørgsmål er totalt anderledes fra den kommunikation, som vi prøver at fremskaffe hos Menneskebiblioteket. Det handler ikke om os bøger, men om at læserne skal konfrontere deres egne tanker. Og så prøve deres tanker af på os med deres forskellige spørgsmål, og hvor vores svar måske kan præge deres holdninger.”
”Menneskebiblioteket giver folk en chance for at se på ting på en anden måde med idéen om at ‘unjudge someone’. Jeg tror, at vi alle planter frø, selv hvis de ikke gror lige i det øjeblik, vi fortæller noget. At høre en historie fra en anden side, og at sidde og lytte, vil gøre det muligt at kvalificere sin tankegang på sigt.”
