Månedens Bog – Benamputeret
”En ellers meget dygtig læge på Rigshospitalet fortalte mig, at jeg nok ikke skulle regne med nogensinde at komme til at gå igen. Om det var omvendt psykologi, det ved jeg ikke. Men det virkede på den måde, at jeg tænkte: ’Det skal han ihvertfald ikke bestemme.’”
Vi sidder hos Send Flere Krydderier – en lille hyggelig café omfavnet af det store kulturhus Union midt på Nørrebro. Navnet på caféen virker måske lidt selvmodsigende, for mens vi sidder der, er der i luften vævet himmelske dufte af karry, garam masala, og koriander sammen med lyden af lækre toner fra den maliske kunstner Rokai Traoré som spiller på anlægget i baggrunden. Men måske er det netop derfor, caféen har fået navnet – fordi deres lækre retter altid gør god brug af alle deres krydderier.
Filip og jeg sidder i den ene ende af caféen med hver vores kop kaffe i hånden. Vi er mødt for at snakke om hans liv og hans rolle som åben Bog i Menneskebiblioteket. Han er 46 år, og i 2020 startede han som Bog i Menneskebiblioteket med titlen ”benamputeret” efter at have hørt om organisationen gennem en veninde, og han har været frivillig lige siden.
Jeg lærer hurtigt, at man ikke skal skue hunden på hårene, for Filips historie omfavner meget mere end forløbet der ledte op til, at han fik amputeret begge ben.
Som 19-årig forlod han Jehovas Vidner, fordi han er homoseksuel. Han fandt snart en bolig i København og i mange år gik det fint. Lige indtil i første halvdel af 2020 hvor han måtte gennemgå et voldsomt kræftforløb, der inkluderede hjertestop med midlertidig død til følge, og som til sidst resulterede i tabet af det meste af begge ben.
”Jeg har tidligt i mit liv været vant til, at folk sætter spørgsmålstegn ved mig. Så jeg har fra en ganske ung alder været nødt til at træffe større beslutninger om mig selv og mit liv.”
Filip er en mand, der med et glimt i øjet og et smil på læben altid er interesseret i en snak om alt mellem himmel og jord. Han voksede op som Jehovas Vidne sammen med sin familie i Jylland, et kapitel i hans liv som også har været med til at forme det menneske, han er i dag. Han bruger blandt andet sin opvækst som Jehovas Vidne som bevæggrund for, hvorfor han fra en meget tidlig alder havde dannet sig en bevidsthed om, hvad han ville med sit liv. Men det var også grunden til at han måtte forlade sin familie, da Jehovas Vidner ikke tillader homoseksualitet.
Det var en beslutning, som var vanskelig for Filip at træffe, men samtidig var det også et valg, hvor han var helt klar over konsekvenserne, og at det var det rigtige for ham at gøre.
Det lyder måske koldt og kynisk, siger han selv, men sat på spidsen var det et valg mellem at leve sit liv på andres præmisser eller forsøge at leve ud fra egne værdier. Til trods for, at det var en enormt hård tid, så var det ikke en svær beslutning for ham at træffe.
”Der er helt utroligt mange muligheder for handicappede, hvis man gider at sætte sig ind i det. Er du klar over hvor mange steder, jeg kan komme ind gratis i København? Samtlige museer i byen og selv Zoologisk Have står åben for næsten ingen penge.”
I starten af 2020 begyndte et nyt kapitel i Filips liv, da han som 43-årig blev diagnosticeret med Non-Hodgkin lymfom, også kendt som lymfeknudekræft. Derefter gik tingene meget stærkt. Filip kom i et hårdt kemoterapi-forløb, og hans læge sagde, at han enten døde af kræft eller af kemoterapien. Og det var så, hvad der skete. Filip fik nemlig et hjertestop og lå i koma i seks uger. Det var imens han lå i koma, at der opstod koldbrand i hans fødder, fordi de ikke fik nok ilt.
Den 13. august 2020 blev Filip endelig erklæret kræftfri, men han havde samtidig fået amputeret begge sine ben til lige over knæene. Det var et af de hårdeste kapitler i hans liv, men samtidigt også der, at hans beslutsomhed igen kom til udtryk.
Han ville nemlig mere end nogensinde leve sit liv til fulde – på trods af manglen på lemmer. Igennem hele forløbet havde han altid haft den tanke, at han skulle klare sig igennem det, og at han ville komme tilbage og have sit liv igen. Han mener selv, at meget af den viljestyrke kommer fra hans tid i Jehovas Vidner. For han oplevede i en meget tidlig alder, at han skulle tage kontrol over sit eget liv, og den handlekraft har fulgt ham lige siden.
I dag går han med benproteser, og han nyder blandt andet de mange tilbud, som handicappede kan gøre brug af i København. På trods af tilgængelig hjælp fra kommunen har Filip sjældent haft brug for støtte derfra, og han føler sig heldig over, at han har kunne komme igennem forløbet uden at knække.
”Jeg stod samtidig i en situation, hvor jeg ikke anede, om jeg ville blive ramt af negative fordomme eller ej.”
Det var efter kræftforløbet, at Filip meldte sig som frivillig Bog hos Menneskebiblioteket, da han allerede kendte én der var Bog i forvejen. Det er heldigvis sjældent, at han bliver mødt med fordomme ude i det offentlige rum – oftest er det børn, der peger på hans ben, når han har shorts på.
Selv siger han dog, at det værste i hele processen efter amputeringen var den uvidenhed, om hvad der skulle ske, og hvornår han kunne komme tilbage til sit liv igen. Uvidenhed skaber utryghed, som han selv siger. Og det er måske også den uvidenhed, som mange mennesker uden fysisk handicap selv kan sidde med. Uvidenheden om, hvilket liv man kan have med et fysisk handicap, kan hurtigt skabe en utryghed, hvis man ikke er klar over de tilbud fra kommunen og den støtte fra interesseorganisationer, som man kan gøre brug af.
For Filip var det samtaleterapeutiske aspekt også en stor del af årsagen til, at han meldte sig som Bog hos Menneskebiblioteket. For i stedet for at sidde derhjemme og miste virkelighedsfornemmelsen, havde han brug for at kunne stikke en finger i jorden, og samtidig kunne han tale ud om hele forløbet.
Men i dag har det forandret sig lidt. Det terapeutiske aspekt fylder ikke lige så meget mere. Til gengæld har han opdaget hvor meget samtalerne i Menneskebiblioteket kan give andre mennesker. Folk bliver næsten altid rørt af hans historie, og når man bliver berørt, begynder man også at tænke, siger Filip selv. Mange har haft kræft tæt ind på livet i et eller andet omfang, og derfor, føler Filip, er det altid relevant, når han deler sine erfaringer.
Filip i samtale med en læser under årets Pride i København. (foto: Elin Hansen)
Min kaffe er for længst blevet kold som konsekvens af den intense og dybt rørende snak med Filip, og Rokai Traorés bløde røst er ved at runde albummet af. Jeg takker Filip for snakken, og imens vi går ud af caféen, tænker jeg igen over mine egne fordomme om fysiske handicap. Filips teori passer altså – for jeg blev berørt af hans livserfaringer, og det har fået mig til at tænke.
Besøg Menneskebibliotekets Læsehave i København for din mulighed for at låne Filip. Åbent hver søndag fra kl.12 til 16.
