Hittebarn
At være hittebarn vil sige, at man som spædbarn er blevet efterladt og er uden for varetægt af voksne, indtil man bliver fundet og overdraget til de sociale myndigheder.
I Danmark bliver der i gennemsnit fundet ét hittebarn om året, som bliver bragt til plejefamilier og senere adopteret af en ny familie. Det er som regel på grund af økonomiske eller sociale forhold, at en forælder ikke kan tage sig af sit barn og i afmagt vælger at efterlade det. I visse tilfælde er der tale om, at forældrene er afhængige af diverse rusmidler eller at der er psykisk sygdom inde over.
Hvordan er det at vide, at man er blevet efterladt som barn – går man rundt med en konstant frygt for at ens nærmeste skal forlade én? Er man rodløs og søger tilbage til sine rødder for at lære sig selv at kende? Hos Menneskebiblioteket kan du møde et hittebarn og få indblik i, hvordan livet har været og kan være for personen.