Opvokset med psykisk vold
Vold er mere end fysisk vold, og mange typer vold efterlader ikke synlige spor på kroppen, det gælder f.eks. den psykiske vold. Selvom psykisk vold ikke kan ses, kan den dog være lige så skadelig som den fysiske vold for den person, der er offer for volden. Psykisk vold handler ofte om at kontrollere, isolere og nedgøre den anden i en relation. Det kan ske gennem trusler, trusler om vold, kontrol, isolation fra andre mennesker, vedvarende nedgørelse af én andens tanker, følelser, opfattelser og personlighed.
Det kan være svært at stå frem, når du har været udsat for psykisk vold, da der som sagt ikke er nogle fysiske ‘beviser’ på volden. Derfor kan det også være ekstra hårdt at blive mødt af fordomme fra omverdenen, når man står frem. Fordomme såsom at den psykiske vold er indbildt, eller at det ikke er lige slemt som fysisk vold.
Det er vigtigt at få sat fokus på og italesat denne usynlige form for vold, så kom forbi Menneskebiblioteket og hør vores bog fortælle om sine egne oplevelser med et svært emne.