Dansk-pakistansk støtte til Menneskebiblioteket
Menneskebiblioteket bygger lokale bogdepoter med levende litteratur rundt om i hele verden og takket være en donation fra danske pakistanere, så kan arbejdet med at åbne et bogdepot i Lahore nu for alvor tage fart.
Et første bogdepot i Lahore
Midlerne sikrer, at vores kommende bogdepotbestyrer kan komme til Danmark og blive uddannet i Menneskebibliotekets metodik, formater, evaluerings og rekrutteringsværktøjer, samt kunsten at bygge og drive et bogdepot, fuld af levende litteratur.
Med afsæt i vores erfaringer og ekspertise kan vi etablere bæredygtige bogdepoter, som formår at skabe trygge rum for svære samtaler i lokalsamfundets institutioner og offentlige byrum i mange år frem efter.
Dansk pakistansk støtte
Arbejdet med at åbne det første bogdepot i Pakistan er således allerede undervejs, og nu er der midler til at opbygge infrastruktur og know-how i Lahore. Midlerne er hentet hos danskere med pakistanske rødder, som kender til Menneskebiblioteket, og som finder, at ideen kan bidrage positivt til udviklingen i Pakistan.
“Menneskebiblioteket er et vigtigt projekt, og det er fedt, at der er interesse for det i Pakistan. Det bliver spændende at følge med i, hvad de her samtaler kan lede til af indsigt i og forståelse for den forskellighed, der er i landet”, siger Nadeem Ahmad fra København på vegne af donorerne.
Menneskebiblioteket i Lahore forventes at kunne åbne for de første udlån i starten af jubilæumsåret 2020.