Bogcafé til Roskilde Bibliotekernes Litteraturfestival
Kom forbi til Litteraturfestival i Roskilde den 24 maj og få adgang til vores levende litteratur i form af Menneskebibliotekets åbne bøger.
Gratis Bogcafe
Som en del af årets festivalprogram åbner vi op for udlån fra Menneskebibliotekets Bogcafé mellem kl.11-16. Det er altid gratis at låne vores bøger, men de skal afleveres tilbage til tiden og i samme stand. Et udlån kan vare op til 30 minutter og her må du spørge vores åbne bog om alt inden for deres emne.
Erfaringer og fordomme
Emnerne er mange og mangfoldigheden er stor, men een ting som alle vores bøger har til fælles, er at de har personlig erfaring fra deres liv både om deres emne og de fordomme og barrierer, som de har mødt på deres vej. Du kan på den måde få både indsigt og mulighed for at udfordre dine forestillinger om andre grupper i samfundet. Og vores bøger glæder sig til at svare på spørgsmål.
25 år med udlån
Menneskebiblioteket har siden 2000 lånt mennesker ud til åbne og ærlige samtaler om vores forskellighed. De første udlån fandt sted i netop Roskilde. Derfor glæder vi os ekstra meget til at fejre 25 år med udlån i byen, hvor det hele startede. Siden dengang har Menneskebiblioteket udgivet mennesker i mere end 85 lande verden over.
Læs mere her om Roskilde Bibliotekernes Litteraturfestival 2025.