Uffe Elbæk ny bog i Menneskebiblioteket
Efter afgangen fra Alternativet er der kommet mere luft i den tidligere partistifters kalender. Derfor er vi glade for, at kunne præsentere Uffe Elbæk som ny bestseller i Menneskebiblioteket. Uffe har flere titler som han med tiden vil tilbyde vores læsere, men det litterære udgangspunkt vil i første udgave være “Kaospilot”.
Orden i kaos
Læserne kan glæde sig til at bladre i de mange kapitler som Uffe rummer og han er mere end nogensinde parat til at svare på spørgsmål. Tiden som partileder har trænet ham i håndtere uventede og overraskende spørgsmål.
“Jeg glæder mig til at dele ud af mine erfaringer og være med til at udfordre fordomme om os der skaber orden i kaos”, siger den nyslåede bestseller.
Elbæk er en mand med mange sider og derfor må det forventes, at der vil være stor efterspørgsel.
Uffe online
I Menneskebiblioteket er vi glade for at Uffe Elbæk vil drage nytte af vores stærke platform og være med til at udfordre nogle af de mange fordomme. Vi forventer at udgive ham for læserne allerede senere på ugen da Menneskebiblioteket sender LIVE på Facebook alle hverdage under karantænen. Hver aften kl.20 er den en ny åben bog der svarer på spørgsmål fra læserne. Snart er det Uffes tur.
Læs mere her om Menneskebiblioteket LIVE.
OBS DENNE HISTORIE VAR EN APRILSNAR I 2020.