Igen i år rev vi nogle af vores bøger ned fra bogdepotets reol og sendte vores Bogbus på tour rundt i det danske sommerland. Sidste år gik turen til Odense, Svendborg, Horsens, Vejle, Helsingør og Gilleleje, men i år stoppede bussen på Northside Festival, Tinderbox Festival, Grobund Byggefestival, Musik i Lejet, Spejdernes lejr samt i Kerteminde og Bogense. Som altid er det gratis, at låne bøger fra Menneskebiblioteket.
Fra festivalgæster til spejdere fra hele verden
En del af formålet med bogbussen er at nå ud til læsere, hvor vi normalt ikke er tilgængelige. Derfor fik gæsterne på Grobund Byggefestival, Northside, Musik i Lejet og Tinderbox mulighed for at læse vores bøger og engagere sig i samtaler med mennesker, de ikke lige møder til en personlig snak i deres eget lokalsamfund. Turen var også forbi Spejdernes Lejr. Her mødes spejdere fra hele verden i en uge for at samle sig om fællesskab, friluftsliv og udfordringer, se hvordan det gik her. Menneskebiblioteket fik besøg af flere end 120 børn, unge og voksne, som læste og indgik i samtaler med vores bøger i løbet at sommertouren.
Samtaler om vores forskellighed
Vi udgav over sommeren flere end 30 forskellige titler i forbindelse med de syv stop på touren. Vores læsere fik lov at låne bøger der kunne svare på spørgsmål om at synshandicap, incest, autisme, hjemløshed, islam og polyamorøsitet for blot at nævne nogle få. Gennem vores udlån kan man få stillet sin nysgerrighed og udfordret sine fordomme om et andet menneske.
Her er nogle udpluk af, hvad vores læsere synes om deres oplevelse:
”Det var super interessant at få muligheden for at spørge så åbent ind til ting, der er tabu i vores samfund”
”Jeg kunne godt tænke mig at læse endnu flere bøger. Så jeg må finde jer igen!”
“Det her er rigtigt godt, for det gør muligheden for at møde mennesker meget nemmere. Jeg kan godt lide det! Jeg synes, det er rigtigt fedt”