Boghylden blev tømt til genåbningen af Menneskebibliotekets Læsehaven
Søndag den 24. april åbnede Menneskebibliotekets Læsehave på Nørre Allé i København for vores tredje sæson. I år er der åbent for udlån til offentligheden hver anden søndag, mens kapaciteten i hverdagene er reserveret til besøg fra uddannelsesinstitutioner og andre samarbejdspartnere. Læsehaven er vokset til et unikt sted i verden, hvor du kan gå ind fra gaden og udfordre dine fordomme. Og som sædvanlig er det gratis for læsere at benytte Menneskebiblioteket.
Endelig kom dagen
Klokken er 10.35, og de frivillige bibliotekarer samt medarbejdere er i gang med at forberede sig til åbningen. Dagens ti emner bliver skrevet med kridt på tavlen, der hænger i haven. Der sættes varmelamper op, og uldtæpperne findes frem, fordi det er køligt, og der er meldinger om småregn fra DMI. Derfor er der også sat parasoller op for at holde både læsere og bøger tørre under samtalerne.
På trods af den grå himmel, pryder planterne og blomsterne haven. De blev sået ved Menneskebibliotekets fælles plantedag nogle uger forinden. De er klar til at danne ramme om en masse spændende samtaler.
Forventningens glæde blandt både bøger, frivillige og medarbejdere havde vokset sig stor op til Læsehavens sæsonåbning, men optimismen tog et kortvarigt dyk, da klokken nærmede sig åbning, og regnen var begyndt at falde over haven.
Til trods for dette stod nysgerrige læsere allerede klar, da klokken slog 11.00. Som dagen skred frem, og vejret klarede op, blev der fyldt med læsere, både gengangere og nye, fra nær og fjern.
En god dag for både læsere og bøger
Udvalget på bogreolen bestod af en god blanding af nye og erfarne bøger, og der var emner som ”ADHD”, ”Udsat for psykisk vold”, ”PTSD”, ”Bortadoption af barn”, ”Blind med førerhund”, ”Transkønnet/Non-binær”, ”Polyamorøs”, ”Muslim/tørklædepige”, ”Tidligere anorektiker” samt ”Biseksuel/aromantisk” til rådighed. Læserne gjorde flittigt brug af mulighederne, og alle ti bøger blev udgivet flere gange.
Et par, der havde hørt om Menneskebiblioteket gennem Facebook, havde ventet spændt på en mulighed for at komme forbi Læsehaven og læse en åben bog, noget som Corona-pandemien ellers længe havde sat en stopper for.
”Vi har ladet vores søn på ti år være alene hjemme, så vi kunne gå herned, nu hvor muligheden endelig var der igen”.
Efter to udlån havde det været al ventetiden værd og parret kommenterede,
”Det var en fantastisk oplevelse, der forandrede begge vores forståelser”.
Ihærdige og engagerede læsere
En læser sad det samme sted det meste af dagen og tilbragte to og en halv time i Læsehaven og nåede at låne fem forskellige bøger fra bogreolen. I løbet af dagen lagde hun mærke til, at de andre læsere ikke alle sad lige så længe med deres bog, og hun fortalte efterfølgende:
”Jeg troede, det var normalt, at man kom her, og så læste man alt, hvad man kunne. Jeg har faktisk været irriteret, de gange hvor jeg er kommet og ikke har nået at få læst alle bøgerne”.
Hun har besøgt Læsehaven fire-fem gange og synes, at konceptet og det læringsrum, der er skabt, er fantastisk, da det giver hende mulighed for bedre at forstå forskellige menneskers livserfaringer og få nedbrudt nogle fordomme – og endda i nogle tilfælde bekræftet nogle.
Også en anden læser tilbragte flere timer i haven og lånte i alt fire bøger. I dette tilfælde var det en førstegangslæser, der var på besøg hos en veninde i København fra England og ved et tilfælde kom forbi Læsehaven på Nørre Allé. Da hendes sidste læsning er forbi, fortæller hun:
”Det var så spændende, jeg var nødt til at blive ved. Jeg var så imponeret over bøgernes åbenhed. Jeg lærte virkelig meget, og jeg følte at dét at få sat et ansigt på en titel muliggjorde at skabe en følelsesmæssig forbindelse og dermed en dybere forståelse”. Det er tydeligt, at læsningerne har gjort indtryk på hende, og efter de umiddelbare reaktioner er sunket ind, svinger hun sin rygsæk om på ryggen og fortsætter ned ad Nørre Allé med ordene:
”Jeg håber, at vi ses igen”.
Læsehaven danner trygge rammer om nødvendige samtaler
Læsehaven har i sæsonen åbent hver anden søndag fra kl. 11.00 – 15.00. Specifikke datoer og mere information kan findes på Menneskebibliotekets hjemmeside og Facebook.
*Af hensyn til læsernes anonymitet, bringer vi ikke deres navne i artiklen.