Menneskebibliotekets Bogpriser 2018
“Det er først gang, at jeg vinder en præmie, som ikke er tæsk” lød det i en bevæget takketale fra en af aftenens modtagere af Menneskebibliotekets bogpris, Oskar Zytnik. Han modtog prisen i kategorien “Årets Billedbog” for sin udgivelse på TV2 Lorry med titlen “Mobbeoffer”.
For fjerde år i træk blev der uddelt Bogpriser til levende bøger i København. I år med fjorten kategorier, herunder Årets Bibliotekar, Bedste Nye Udgivelse, Årets Bogstøtte, Hot Topic og Årets Lyd-og billedbog.
Anerkendelse af foreningens frivillige
Menneskebiblioteket har vundet mange fine priser og flot anerkendelse, rundt omkring i verden. Men formålet med bogprisuddelingen er helt konkret, at hædre de omkring 150 frivillige, som hvert år er med til at formidle tusindevis af samtaler med vores læsere. Og det var en aften fyldt med anerkendelse, kærlighed og respekt.
Anerkendelse af det kæmpe store arbejde, som bogdepotets medlemmer udfører og som gøres ud af kærlighed. Kærlighed til det som Menneskebiblioteket kan og gør for mennesker og mellem mennesker. Og respekt for hinanden samt ikke mindst plads til, at vi alle kan være os selv sammen med hinanden.
Det mest mangfoldige fællesskab
Når man kigger ud over forsamlingen af glade ansigter og kender dem alle, kender deres historier og den rejse de er ude på. Så er det et utroligt mangfoldigt fællesskab. Her er folk med forskellige religiøse baggrunde, seksuelle minoriteter, etniske minoriteter og kulturelle afvigere. Her er folk med en meget special livstil, med en social baggrund du ikke omgås med i hverdagen og folk med mange forskellige handicap og helbredsmæssige udfordringer. Og de er sammen, de er glade og de værdsætter og respekterer hinanden. Ikke fordi de SKAL, men fordi de forstår hinandens udgangspunkt og de forstår forskelligheden ikke er farlig. Fremfor alt, så forstår de alle, at de sidder i den samme båd.
Smukt på begge sider
Mange har spurgt, hvordan kan det være Menneskebiblioteket er så stærkt. Og svaret ligger i indholdet. For der bliver krammet, grinet og klemt en tåre. Det er levende mennesker af kød og blod, der er sammen og anerkender hinanden.
Der er smukt på ydersiden af Menneskebiblioteket. Tanken er enormt fin og formålet er mere end rigtigt, men der er om muligt endnu smukkere på indersiden af Menneskebiblioteket. For herinde er folk, som de ønsker andre skal være overfor dem selv. Det er her vi med den største glæde fejrer hinanden og forskeligheden og synger lange fællessange om hinandens særheder.
Stigma er fællesnævneren
Nogle har på grund af krig, måtte flygte fra et land, som de elskede højt og finde sig et nyt liv her. Andre er født her, men er aldrig blevet behandlet ordentligt eller for alvor blevet set, som det menneske de er. Alle har de mødt og mærket konsekvenserne af negative fordomme. Udgangspunktet er derfor ens og formålet ligeså.
“Hvis jeg kan skabe forståelse for andre som mig, så de ikke skal blive mødt af det jeg har været igennem, så er det et lille skridt på vejen mod et mere inkluderende samfund”, såden lyder den typiske motivation for at være bog i Menneskebiblioteket, hvis du spørger.
Fra handicap til kompetence
Årets Bestseller er transkønnet, den bedste nye udgivelse er handicappet, årets skolebog taler om anoreksi, årets mest publicerede er Autist og sådan blev det ved indtil bandet Space Monkeys spillede op til dans. Denne aften var handicap en kompetence. Udfordring og personlig erfaring med sygdom blev en fordel. At være medlem af en etnisk eller seksuel minoritet, fik for en kort stund, helte status og det var meget smukt og velfortjent.
Udvalgte kategorier med vinder emnet i parentes:
Årets Bedste Nye Udgivelse – (Senhandicappet)
Årets Billedbog (TV) – (Mobbeofferet)
Årets Skolebog – (Anoreksi og depression)
Årets Bibliotekar – Rita B
Årets Klassiker – (Skitzofreni)
Årets Mest Publicerede Bog – (Autisme)
Årets Bogstøtte – (Overvægt / Skitzofreni)
Årets Lydbog (podcast) – (Offer for seksuelt misbrug)
Lifetime Achievement Award – Niels Offenberg, tidlig Københavns Hovedbibliotek
Årets Virksomhedsudgivelse – (Offer for stalking)
Fakta: Menneskebiblioteket i Danmark
Hjemsted for det verdensomspændende Menneskebibliotek og for verdens største bogdepot med over 150 medlemmer. København er den by i verden, hvor der afholdes flest events årligt. I 2018 er der gennemført 28 events med bøger fra depotet, 16 af dem var besøg på uddannelsesinstitutioner.