Menneskebiblioteket udvider samarbejdet med eBay
Online giganten eBay og det lille danske Menneskebibliotek har netop indgået en aftale om at udvide vores samarbejde omkring diversitet og inklusion. Det betyder, at foreningen nu er inviteret til at gennemføre en serie af events for koncernens ansatte i Danmark, Holland, Tyskland og Storbritannien i 2019.
Opfølgning på sidste år
Invitationen kommer efter det store event som Menneskebiblioteket afholdt i eBays amerikanske hovedkvarter i San Jose, Californien i August 2018. Her blev flere end 200 ansatte læsere af Menneskebiblioteket, inklusive virksomhedens øverste leder, CEO Devin Young.
Europæisk turné
Aftalen betyder, at ansatte i England skal en tur i bogdepotet den 26. Februar og allerede den 7. marts går det løs i Aarhus efterfulgt af events i Amsterdam og Berlin.
Efterspørgsel hos globale virksomheder
Foruden eBay arbejder Menneskebiblioteket sammen med virksomheder som Heineken, Eli Lilly, Daimler, IMF, IKEA og Microsoft. Der har de sidste tre år været en konstant positiv udvikling i efterspørgslen af virksomhedssamarbejder omkring håndtering af mangfoldighed.