Menneskebiblioteket åbner nye bogdepoter i Aarhus og Odense
Nu går der ikke længe før at vores læsere på Fyn og i Østjylland kan få adgang til en menneskebog, der svarer på svære spørgsmål om udfordrende emner.
Med støtte fra Roskilde Festival har vi nu taget hul på arbejdet med udvide vores danske bogsamling. Vi er simpelthen ved at etablere flere bogdepoter for Menneskebiblioteket i Danmark. Aarhus og Odense skal være hjemsted for to nye bogdepoter, der gerne skal være åbne for udlån i starten af 2019.
Menneskelæsning er et globalt fænomen
Det danske Menneskebibliotek har siden 2000 bredt sig til mere end 80 lande verden over. Det er her man kan udfordre fordomme og komme i direkte dialog med nogle af samfundets mest udsatte grupper. Det er her vi udlåner Menneskebøger til personlige samtaler, hvor du må spørge om alt indenfor emnet.
Et bogdepot er en samling frivillige bøger og bibliotekarer, som tager ud på biblioteker, skoler, gymnasier og til festivaler med mere. Her udgiver vi vores bøger for at styrke den mellemfolkelige forståelse og bidrage til at udvikle en større accept af vores forskellighed.
I København har vi et bogdepot med over 140 medlemmer. De bliver inviteret ud helt op til 30 gange om året af samarbejdspartnere som Københavns Hovedbibliotek, Metropol, SOPU Kbh, Niels Brock, HK Kommunal og BL. Og vi er med på Kulturnatten, folkemøder og festivaler som Roskilde og Smuk Fest.
Vi har også et fint bogdepot i Esbjerg/Varde, kendt som MenneskebiblioteketVest, som siden 2016 har betjent læsere i regionen.
Nye bøger på kursus før udgivelse
Før man kan blive lånt ud og møde læserne, så skal man på kursus i rollen som bog. I den forbindelse har vi inviteret kommende bøger på kursus. De første afholdes i weekenden 6-7 Oktober 2018. Helt konkret den 6.10 på Dokk1 i Aarhus og den 7.10 på Varde Bibliotek og på Vollsmose Bibliotek. Kurset varer 3-4 timer og handler om at verificere deres indhold og gøre dem klar til at udfylde rollen som en åben bog. De læres op i samtale teknik, sikkerhedsrutiner, fortrolighedsaftaler og introduceres til de forskellige udgivelsesformater vi arbejder med.
Allerede Mandag den 8.10 får nogle af de nye fynske bøger debut ved HK Kommunals store Fag & Fremtids konference i Odense, når de indgår i bogsamlingen med bøger fra København, som udgives til 30 læsere fra HK.
Vil du være med
Vi kan altid bruge flere gode bøger og kræfter til at formidle udlån til vores events. Udfyld en ansøgning her på hjemmesiden, hvis du har lyst til at blive en del af vores arbejde.
Fakta:
Menneskebiblioteket er en dansk ide, skabt af folkene bag foreningen Stop Volden, Inden udgangen af 2018 åbner Menneskebiblioteket i Botswana, Gambia og Panama. Inden udgangen af 2019 forventer vi at nå ud til helt op mod 100 lande med denne unikke mulighed for at udfordre sine fordomme.