MASCO hjælper Menneskebiblioteket Online
Forestil dig at logge på et bibliotek fuld af mennesker fra hele verden, der har meldt sig frivilligt til at være en åben bog for dig og svare på dine spørgsmål. Du kan bladre i vores bogkatalog og for eksempel låne en transkønnet person, en flygtning fra Syrien eller en person med en mental sundhedshistorie. Du kan swipe dig igennem en verden af diversitet og udforske hvordan fordomme påvirker dig og andre. Den app har den amerikanske gigant MASCO besluttet at investere i.
Pandemi tvang læsninger online
Pandemien har medført mange udfordringer, men også tvunget os til at finde nye måder at udvikle vores arbejde på og nå vores mål om at skabe en mere inkluderende verden. Menneskebiblioteket har længe drømt om at bygge et sikkert sted online, hvor vores læsere kan udforske nye emner og blive klogere på verden omkring dem. Denne drøm er nu et stort skridt tættere på at en blive en realitet, da amerikanske Masco Corporation har besluttet sig for at blive en af ti stiftende partnere af Menneskebiblioteket Online.
Menneskebibliotekets app er en videreudvikling af den succes og erfaring, vi har opnået efter dette års fokus på online aktiviteter og gør det muligt for Menneskebiblioteket at forene vores ressourcer fra lokale bogdepoter over hele verden.
”Før Covid-19 var du nødt til at være til stede på det lokale bibliotek, universitet eller på festival for at læse vores menneskebøger. Ellers kunne du låne dem gennem dit arbejde. Med vores egen app og med menneskebøger i mere end 80 lande kan vi forbinde endnu flere mennesker med information. At skabe et sikkert sted til at udforske diversitet vil hjælpe os til bedre at forstå hinanden, mens vi skalerer op og når ud til flere læsere og dermed opnår en endnu større effekt” siger Ronni Abergel, grundlægger af Menneskebiblioteket og ophavsmand til appen.
Masco: den første partner
Masco´s CEO, Keith Allman, var blandt de første globale virksomhedsledere til at engagere sig i Menneskebiblioteket og har siden ”læst” en række af vores åbne bøger. ”Mit personlige udbytte er, at vi alle har et fælles fundament. Vi er omgivet af så mange utrolige historier med mennesker, der overvinder modgang hver eneste dag. Udvidelsen af denne læringsoplevelse skaber mere adgang til samtaler, der vil hjælpe os til bedre at forstå disse vigtige emner. Jo hurtigere vi kan gøre det, jo hurtigere kan vi skabe mere inkluderende miljøer i vores organisationer og i samfundet”.
Menneskebiblioteket Online lanceres i 2022.
Om Masco
Masco Corporation har hovedkvarter i Livonia, Michigan, og er verdensledende inden for design, fremstilling og distribution af boligforbedrings- og byggeprodukter. Deres portefølje af brancheførende mærker inkluderer blandt andre Behr Paint, Delta og Hans Grohe vandhaner, badekar og brusebad.
For mere information om Masco Corporation: www.masco.com