Månedens bog: Linda, Clairvoyant Healer
Vores åbne bog Linda fra København udgives under med en af de mest unikke titler fra Menneskebibliotekets bogreol: Clairvoyant healer. I 2018 så Linda et Facebook-opslag om Menneskebiblioteket og lige siden da har lysten til at dele sin historie ligget hende på sinde. Men det var først i juni 2022 at Linda fik tid og overskud til at blive en del af det københavnske bogdepot. Hjemsted for verdens største samling af levende litteratur.
Aldrig helt alene
Siden barndommen, har Linda haft fornemmelsen af, at der var folk omkring hende; “Når jeg spurgte dem om noget, så kom der et svar, og det var mere end bare sådan en ja/nej-mavefornemmelse. Det var lange, komplicerede sætninger. Svar, som jeg ikke selv kunne tænke mig til, det var uforudsigelige svar. Jeg har altid følt, at de var på min side.”
Den sjette sans
De evner, Linda har, kaldes også Extra Sensory Perception, forkortet til ESP, eller i folkemunde, en sjette sans. “Det er når ens sanser rækker ud over de fysiske sanser. “Vi opererer jo med de klassiske fem sanser, som vi kender, og med extra sensory, så kan jeg for eksempel se minder, der ikke er mine egne”, forklarer Linda. “Hvis du spurgte mig om noget med din barndom, så kan jeg lukke øjnene, stille ind, og så se den situation du taler om, fra din barndom. Det kan være noget noget du aldrig har fortalt mig om, noget ingen har kunne vide, hvis man ikke var der.”
Mobbet af cheferne
De læsere som låner Linda har muligheden for at lære meget mere om hendes evner og hendes virke som healer, men for Linda er det mindst lige så vigtigt at få fortalt, hvordan det har været at stikke ud fra normalen. “Jeg har gået til psykolog på grund af mobning, fordi jeg er clairvoyant. Jeg har måtte sige op fra fire arbejdspladser, fordi jeg blev mobbet af mine kollegaer. To af stederne var chefen endda med til at mobbe mig.”
“Jeg har, siden jeg var teenager, kæftet op om clairvoyance, og har mødt ret meget modstand. Det har bestemt ikke været sjovt, og der har også været gange hvor jeg har tænkt, ‘Måske burde jeg bare klappe i, og tie stille med det.’”, fortæller Linda om sin motivation for at blive en åben bog i Menneskebiblioteket.
“Men jeg har også med jævne mellemrum kæmpet med depressioner, fordi jeg ikke har følt, at der var plads til mig i samfundet. Så det var egentlig for at tage kampen op.”
Udfordre fordomme om clairvoyante
Kampen som Linda vil tage op, handler ikke kun om hendes egne oplevelser, men også hendes kollegaer inden for alternativ behandling og deres klienter:
“Der er sådan en stigma om at både clairvoyante, som jeg repræsenterer, og andre alternative behandlere, er skøre i hovedet, at vi er naive og man kan bilde os hvad som helst ind. Der er enormt mange fordomme om, hvad vi er, og hvem de mennesker der kommer hos os, er.”
Nedlukning har flyttet holdninger
Men netop denne indstilling har ændret sig på det seneste; Linda selv, tror at corona pandemiens nedlukninger har fået mange flere til at undersøge alternativ behandling, healing og clairvoyance i deres selv isolation.
“Jeg tror at mange har ligget hjemme på sofaen og set Netflix og YouTube, og er faldet over alternative dokumentarer, som der er nogle fantastisk gode af, og tænkt ‘nå, der er måske noget om det.’” siger Linda. “Og jeg oplever nu, at når jeg siger at jeg er clairvoyant, så siger folk ‘ih, hvor spændende, fortæl mig lidt om det’. Det plejede at være, nå, så du er sådan én, man godt må mobbe”.
“Det er et helt nyt samfund jeg er blevet lukket ud til.” griner hun. “Det plejede at være en diskussion om hvorvidt clairvoyance findes, nu er det mere en dialog omkring hvordan det kan lade sig gøre, om det er noget jeg altid har oplevet, spørgsmål som ‘hvordan føles det’. De er nysgerrige på, hvad der sker inde i clairvoyanten. Det kan jeg godt lide at fortælle om.”
Lån Linda i Læsehaven på Nørrebro
Du kan være heldig at låne Linda, hvis du kigger forbi Menneskebibliotekets Læsehave på Nørre Alle 7 i København. Der er åbent for udlån til offentligheden hver søndag mellem 12.00 og 16.00. Det er altid gratis at benytte Menneskebiblioteket.
Nysgerrig på flere bøger? Læs vores sidste månedens bog, Flygtning.