Menneskebibliotekets persondatapolitik
Hos Menneskebiblioteket er det vigtigt for os, at du som medlem af foreningen er tryg ved, hvordan vi opbevarer og anvender dine persondata. Derfor har vi en klar politik om, hvordan vi behandler de oplysninger, du giver os på en ansvarsfuld måde, med respekt for dit privatliv og selvfølgelig efter gældende regler. Det er Menneskebiblioteket der er dataansvarlig for dine persondata og dermed er Menneskebiblioteket ansvarlig for opbevaringen og brugen af dine persondata. Dette gælder også i de tilfælde, hvor vi bruger dem sammen med vores samarbejdspartnere.
Formål med brugen af persondata
Hos Menneskebiblioteket kan man låne vores menneskelige bøger med henblik på en personlig samtale om det emne, de repræsenterer. Vores mission er at skabe en platform for åben og fordomsfri dialog, der giver mulighed for at tale om emner, der ofte er tabubelagte. Dette indebærer at vi har brug for at kende til følsomme oplysninger, såsom religion, helbredstilstand og seksuel overbevisning. Det er dog vigtigt at understrege at vi ikke indhenter alle de ovenstående følsomme oplysninger for hvert enkelt frivillig, vi har kun brug for den specifikke oplysning der knytter sig til titlen og emnet, som den enkelte repræsenterer.
Kategorier af oplysninger
Hos Menneskebiblioteket behandler vi både almindelige og følsomme oplysninger, herunder kan du se, hvilke det drejer sig om:
Almindelige oplysninger:
- Fulde navn
- E-mail-adresse
- Ansøgning (formular og evt. spørgeskema)
- Adresse
- Telefonnummer
- Billeder, videoer mv.
Følsomme oplysninger:
- Oplysninger om helbredstilstand
- Racemæssig eller etnisk tilhørsforhold
- Politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning
- Seksuelle forhold eller orientering
- Strafbare forhold
Anvendelse og opbevaring af persondata
De almindelige og de følsomme oplysninger bliver kun behandlet samtidigt i forbindelse med ansøgninger, som sendes via e-mail, samt i sekretariatets interne oversigt over de frivillige i foreningen. På vores hjemmeside anvender vi oplysninger om de frivilliges erfaringer til at give et generelt indblik i de forskellige udsatte grupper vi arbejder med. Formålet er her, at nysgerrige brugere af Menneskebiblioteket kan gå ind og se vores udvalg af bogtitler. Vi udleverer altså ikke personfølsomme oplysninger på de frivillige, men blot oplysninger om deres emner, som ikke kan knyttes til den enkelte person. Derudover bliver de følsomme oplysninger anvendt ved at fungere som titler, der repræsenterer de forskellige frivillige ved vores arrangementer. De almindelige oplysninger bliver anvendt til at holde kontakt med vores frivillige, de bliver ikke delt med tredjeparter. I visse tilfælde kan det være nødvendigt at dele med en samarbejdspartner, men det vil altid være med udtrykkeligt indhentet samtykke hos den frivillige. Derudover benytter vi billede- og videomateriale af vores frivillige samt brugere af Menneskebiblioteket. Dette materiale bruges udelukkende til presse, promovering og kommunikation af Menneskebibliotekets arbejde.
De som bliver frivillige Menneskebøger i foreningen, og som dermed opgiver personfølsomme oplysninger,giver skriftligt samtykke til at Menneskebiblioteket benytter deres data til ovenstående anvendelse og formål. Dertil underskriver alle frivillige, ansatte, samarbejdspartnere mv. en tavshedspligtserklæring.
Dine rettigheder
Du har som udgangspunkt permanent medlemskab hos Menneskebiblioteket, men du har til enhver tid ret til at melde dig ud og i den forbindelse vil vi automatisk slette dine data. Du har til enhver tid ret til at få indsigt i, hvilke oplysninger vi har liggende om dig. Du har ligeledes ret til at komme med indvendinger eller til at få dem slettet, hvis du ikke længere ønsker at være en del af foreningen. Du har desuden ret til at frabede dig at billede- og videomateriale samt dit fulde navn oplyses på vores digitale platforme.
Hvis du har spørgsmål til, hvordan vi opbevarer og bruger dine persondata er du velkommen til at kontakte os på info@humanlibrary.org.