Bevæget – og måske også flyttet?
Jeg fik tårer i øjnene til mit første event som bog til det største arrangement nogensinde i Menneskebibliotekets historie. 70 bøger blev læst af mere end 400 læsere – alle offentligt ansatte tandklinikassistenter og medlemmer af HK.
70 meget forskellige mennesker fylder langsomt rummet. De står og sidder, drikker kaffe, nogle trækker ud på terrassen for at ryge, de drikker sodavand, griner og krammer. En tunghør, nogle i rullestol, en kvinde med førerhund, en med niqab, en anden med tørklæde, kræftpatienter, HIV-positive og en overvægtig. Nogle har været udsat for seksuelt misbrug. Mange har psykiske problemer: borderline, skizofreni, socialfobi, ADHD, OCD. En høj, slank mand i farverige, flagrende gevandter og seriøst høje stiletter slår sin kæmpestore vifte ud med et smæld og deler gavmildt ud af luftstrømmene til dem, der sidder ved siden af. Andre passer lidt sig selv. Det gør jeg også.
400 læsere med den største bogsamling nogensinde udgivet.
Jeg er overvældet og meget nervøs. Det er min første dag som bog i Menneskebiblioteket. Menneskebiblioteket har levende mennesker som bøger. Når bøgerne med de mange forskellige titler deler deres personlige historier og erfaringer fra deres liv i dialog med læserne, kan de sammen skabe større forståelse og tolerance i samfundet.
I dag skal jeg så udgives for første gang. Med titlen ”Journalist” skal jeg fortælle om mig selv og svare på spørgsmål. Jeg plejer ellers at stille spørgsmålene. I dag er rollerne byttet rundt. Og det er et kæmpestort event – det største Menneskebibliotek nogensinde. Mere end 400 læsere, der alle arbejder som tandklinikassistenter i den offentlige tandpleje sidder klar. Men er jeg klar?
Nadja Thomsen, bibliotekar fra Menneskebiblioteket stiller sig op på en stol for at forklare, hvordan det hele skal køre. Jeg hører til i gruppe B ud af tre grupper, og hver gruppe har fået to bibliotekarer, som vil sørge for os.
Jeg skal starte ved bord nummer 16. Jeg aner ikke, hvad jeg skal sige hvis mine læsere ikke spørger mig om noget.
En Blind bog i samtale med læsere fra HK.
Men når de andre i Menneskebiblioteket kan gøre det, så kan jeg også, tænker jeg og kommer i tanke om, at jeg jo har været på kursus og er forberedt på rollen som en åben bog, der kan udfordre fordomme om journalister. Og nu er det tid, så sammen med de andre bøger går jeg ind i en af de store sale på Hotel Nyborg Strand for at møde mine første læsere.
”Hej. Jeg hedder Lene.”
Jeg giver hånd til de seks klinikassistenter, som skal ”læse” mig.
”Jeg blev journalist, fordi jeg gerne vil gøre verden til et bedre sted,” siger jeg og forklarer lidt om min baggrund. Og skynder mig så at tilføje, at det ikke altid lykkes at gøre nogen forskel.
”Menneskebiblioteket gør nok en større forskel,” siger jeg.
”Kan journalisterne overhovedet holde deres egen personlige mening ude af deres historier,” spørger en, efter at jeg har snakket om mig selv i noget, som føles som lang tid.
”Det er stort set umuligt helt at undgå,” siger jeg og forklarer, hvordan vi forsøger at være forholdsvis neutrale, og hvordan det ikke altid lykkes.
Jeg får også sagt, hvor nervøs jeg egentlig er.
Journalist Lene i udlån til sine læsere.
”Det hjælper altid at sige det højt,” siger en af mine læsere.
”Du klarer det fint,” siger en anden.
Et par af klinikassistenterne fortæller, at de egentlig havde aftalt at tage hjem tidligere, men da de så hørte, hvad Menneskebiblioteket gik ud på, blev de alligevel.
”Det var jo superspændende at få lov til at snakke med dig og nogle af de andre bøger,” siger en af dem.
Jeg kan mærke, at jeg bliver rørt over, at de synes, at jeg – og alle de andre – er værd at blive hængende for.
Efter en halv time skal vi skifte bord. Klinikassistenterne ved det næste bord bliver lidt forvirrede, da de hører, at jeg er journalist.
”Men jeg har da ikke noget imod journalister,” siger en. ”I er jo gode nok.”
Bogen lige før mig er transkønnet. Han har nok skullet svare på flere kritiske spørgsmål og er nok mere interessant at læse end en journalist, tænker jeg. I min gruppe kan læserne også møde pigen i niqab. Hun får mange kritiske spørgsmål og negative kommentarer – især ved et bord, fortæller hun, efter at dagen er slut. Det er nemmere at være journalist end at gå med niqab. Men journalister har meget mere magt og kan virkelig gøre skade, tænker jeg? Der er tydeligvis hierarkier af fordomme i samfundet. Tunge bøger og lette bøger. Jeg ligger ikke i den tungeste ende. Jeg får en dårlig smag i munden bare af at tænke sådan. Mennesker er jo ikke forskellige og ens på kryds og tværs af alle mulige ting. Hvorfor provokerer en niqab så meget?
Jeg får ikke så mange kritiske spørgsmål eller kommentarer.
Et overblik over hele bogsamlingen flankeret af Næstformand i HK Kommunal, Mads Samsing.
”Kunne du godt finde på at arbejde for Se & Hør,” spørger en.
En anden er virkelig træt af, at Ude & Hjemme skriver om to ting: slankekure og tragedier. Og en tredje fortæller, at selv om hun ikke stemte på Paludan, så synes hun, at han fik en meget dårlig behandling af medierne under valgkampen.
Ved det tredje bord bliver jeg modtaget af en læser, der begejstret udbryder:
”Jeg har lige sagt til de andre, at medierne ikke er gode nok til at gøre deres arbejde, og at de fordrejer ting. Hvor er det heldigt, at du så kommer netop nu,” siger hun og vil vide mere om, hvorfor vi dækkede folketingsvalget på den måde, vi gjorde.
Hun får også spurgt, hvad mit bedste interview handlede om. Jeg tænker mig om i meget lang tid og når frem til, at mit bedste interview ikke var et interview, men en samtale, jeg havde med en fremmed for nylig.
De tre læsninger slutter alt for hurtigt.
Jeg får tårer i øjnene igen, da Ronni Abergel, der startede Menneskebiblioteket, kalder os alle sammen op foran scenen. Klinikassistenterne rejser sig alle op og klapper. Det havde ingen af dem på scenen prøvet før.
Menneskebibliotekets bøger modtog et stående bifald fra de 400 klinikassistenter.
Bagefter evaluerer bøgerne dagens oplevelse i de tre grupper.
”Det var tre gode læsninger,” siger mange. Og er stolte af at have været med til en så stor event.
”Vi er her jo ikke kun for læsernes skyld. Vi er her jo også for vores egen. For at opleve, hvordan andre ser på os,” siger en af bøgerne, der er kommet med bus fra København og bruger sin lørdag på at møde medlemmerne af HK Kommunal.
Sådan har jeg det også. Vi lærer af deres spørgsmål til os, og vi får testet vores viden om dem. Og måske – efter nogle timer sammen – rykker vi lidt tættere sammen om at give hinanden lov til at være lige netop dem, vi er: mennesker.
Fakta:
Bøger fra Menneskebibliotekets bogdepoter i København, Aarhus, Odense og Esbjerg var samlet på Hotel Nyborg Strand, som en del af HK Kommunals Fagkonference for Tandklinikassistenter i den kommunale og regionale tandpleje. 70 bøger blev udgivet og der deltog over 400 læsere ved konferencen. De gennemførte i fællesskab 1200 samtaler.
