Menneskebibliotekets Læsehave lukker efter fem år på Nørrebro
Når efterårets blade falder, lukker også en særlig oase på Nørrebro. Søndag den 5. oktober 2025 bliver sidste åbningsdag i Menneskebibliotekets Læsehave ved Kulturhuset Union på Nørre Allé. Dermed sætter vi punktum for fem år, hvor tusindvis af københavnere og besøgende fra hele verden har haft mulighed for at ”låne et menneske” i grønne omgivelser midt i byen.
En have hvor mennesker mødes
Læsehaven blev etableret i 2020 som en del af et samarbejde mellem Menneskebiblioteket og Kulturhuset Union og er et gratis tilbud til byens borgere og besøgende. Visionen var at skabe et frirum, hvor mennesker kunne mødes, tale sammen og udforske mangfoldigheden under åben himmel.
”Vi er utroligt taknemmelige for de fem år på Nørrebro. Kulturhuset Union har været en fantastisk partner, og læsehaven har givet os et hjem, hvor vores bøger og læsere kunne mødes i øjenhøjde. Desværre har vi ikke længere økonomi til fortsat at levere gratis kultur i København,” siger stifter af Menneskebiblioteket, Ronni Abergel. Kommunen har leveret græsplæne og container og strøm, mens alt indhold og aktiviteter og dermed alle andre direkte omkostninger har hvilet på foreningen.
Lego, IKEA og 19 borgmestre fra Sydkorea
Gennem årene har Læsehaven været ramme om hundredvis af offentlige arrangementer med udlån til mennesker der kom ind fra gaden, men også til institutionsbesøg og læsere fra virksomheder. I august var ansatte fra IKEA på besøg, men også LEGO, SKAT og NOVO har været forbi og låne bøger.
Gæstelisten inkluderer desuden 19 borgmestre fra Sydkorea, 18 universiteter fra 14 lande, 25 institutionsledere fra Palæstina og senest var den amerikanske hip hop legende Kurtis Blow nede og låne vores bøger.
Sidste dag 5 oktober
For uanset hvem du er, så har alle mennesker godt af at få lov til at kunne udfordre deres fordomme uden at blive fordømt. Og det har læsere fra hele verden udnyttet over årene i læsehaven og for nogle har det stået på deres bucket list.
Publikum kan stadig nå at opleve sæsonens sidste læsearrangementer, inden læsehaven lukker endegyldigt den 5. oktober.
”Vi håber, at mange vil kigge forbi i de sidste uger, hvor vi har åbent, så vi kan sige ordentligt farvel sammen,” lyder opfordringen fra Menneskebibliotekets stifter, Ronni Abergel.
Menneskebibliotekets Læsehave ligger på Nørre Alle 7 på Nørrebro. Der er en hel hjemmeside dedikeret til haven, den kan du finde her.