”Her kan jeg bare smide masken og være mig selv”
Katharina fra Fredericia er frivillig bog i Menneskebiblioteket og fortæller her, hvorfor hun har valgt at blive bog, om sin opvækst og om sit personlige udbytte som frivillig i Menneskebiblioteket.
God grund til at blive menneskebog
Katharina har fået lysten til at hjælpe andre ind med modermælken. Hun er en del af flere forskellige foreninger, ligesom hun har en skraldeindsamlingsside for sit lokalområde.
”Min mor har altid hjulpet andre, så jeg er opdraget til, at man skal hjælpe, hvor man kan”, fortæller Katharina.
Lysten til at gøre noget godt for andre er dybt indlejret i hende, hvilket også afspejles i hendes begrundelse for at melde sig ind i Menneskebiblioteket.
”Hvis jeg kan få bare én person til at tænke sig om, så har jeg gjort en forskel” fortæller hun.
En mulighed for at komme ud med sit budskab
Katharina kan udlånes med titlerne ”Borderline” og ”Frivillig barnløs”, og begge titler repræsenterer emner, der fylder meget i hendes liv. Derfor brænder hun for at udbrede viden om begge emner.
Titlen ”Borderline” har haft stor indvirkning på Katharinas opvækst, og hun har har meldt sig som frivillig i Menneskebiblioteket for at udbrede viden om diagnosen og nedbryde fordomme relateret hertil, hvilket hun lykkes med.
”Jeg oplever, at jeg når bare lidt ind til nogen ved hver eneste læsning, og hvis en anden lille pige kan få den forståelse, som jeg aldrig fik, så er det, det hele værd”, fortæller hun.
Katharinas anden titel ”Frivillig barnløs” fylder også meget i hendes bevidsthed.
”Jeg ønsker at kæmpe for, at flere kvinder skal have lov til at tage valget selv”, fortæller hun.
Katharina oplever, at hun som en 29-årig kvinde i fast parforhold ofte må forsvare retten til ikke at ville have børn, og at hun i denne proces ikke bliver hørt.
”Der er ingen, der gider at høre i den virkelige verden. Derfor er det rart at kunne udbrede budskabet her og rent faktisk blive hørt uden at blive lukket ned”.
Man bliver rummet og forstået
Katharina fortæller, at hun får et stort personligt udbytte af at være menneskebog.
”Jeg kan dele min historie på mine præmisser, og på den måde kan jeg også tage ejerskab over mit eget liv”.
Det betyder meget for hende at kunne dele sin historie, sine valg og sine tanker med læserne på sine egne præmisser, da hun har mødt meget modstand gennem sit liv. Når Katharina har været med til et arrangement i Menneskebiblioteket, går hun oftest derfra med en rigtig positiv følelse i kroppen.
”Jeg har det awesome bagefter! Jeg føler mig set, rummet og forstået, og folk lytter. Her kan jeg bare smide masken og være mig selv”.
Et fællesskab, hvor man er en del af samtalen
Da Katharina kan udgives på både engelsk og dansk, er hun med i både det fynske og det virtuelle bogdepot.
”Jeg elsker virkelig at være en del af Menneskebiblioteket, både det fynske og det virtuelle bogdepot. Der er virkelig et godt fællesskab”, fortæller hun.
Hun beskriver også, at der er plads og rum til, at man kan være sig selv på både de gode og de dårlige dage, og at hun altid ved, at hun kan melde fra.
”Andre steder har jeg følt mig presset, men ikke her”, forklarer hun.
Katharina fortæller, at hun altid bliver mødt med forståelse fra bibliotekarer, og at sammenholdet bøgerne imellem er rigtig godt.
“Bøgerne er jo per natur åbne mennesker, så der er altid en spændende samtale kørende. Uanset om det handler om My Little Pony eller tatoveringer, er alle velkomne”, siger hun.