Menneskebibliotekets Vinterprogram 2020
Kong Vinter står for døren, og vi tager hul på vores 20-års jubilæumsår med et skarpt program for første kvartal. Hermed et overblik over vores arrangementer i den kommende tid. Bemærk, at det er ikke alle aktiviteter, hvor der er adgang for offentligheden.
Børns Vilkår
Vi starter årets events med et besøg hos Børns Vilkår i Aarhus, den 7. januar. Her vil bøger fra vores lokale bogdepot lade sig udgive for læsere, som også er frivillige i Børns Vilkår. Arrangementet er ikke åbent for offentligheden.
Læsesal på Tandklinikken
Den 14. januar er en gruppe bøger med til event på en Tandklinik i Holbæk. Det er alle slags mennesker, som kommer forbi hos Tandlægen, og derfor giver det god mening, at personale fra tandklinikkerne bliver gode til at forstå mangfoldigheden og skabe en inkluderende behandling. Arrangementet er ikke åbent for offentligheden.
Menneskebibliotekets Mangfoldighedsmiddag
Har du nogensinde spist tre retter og læst tre bøger samtidig? Nu har du muligheden, når Menneskebiblioteket den 20. januar inviterer til Mangfoldighedsmiddag i Union i samarbejde med Send Flere Krydderier. Billetter og meget mere information kan du finde ved at følge dette link: https://www.facebook.com/events/561052648064208/
Bogprisuddeling i Kulturhuset Indre By
Den 1. februar samles frivillige bøger og bibliotekarer til den årlige uddeling af Menneskebibliotekets Bogpriser. I år er awardshowet henlagt til Kulturhuset Indre By, hvor vi skal kåre årets bedste, nye udgivelse, årets bibliotekar, årets bogstøtte og mere til. Desuden uddeles i anledning af bibliotekets 20-års jubilæum en Menneskelighedspris samt en Børnelivspris til personer udenfor organisationen, som har arbejdet ihærdigt for nogle af samfundets mest udsatte grupper. Læs mere her: https://www.facebook.com/events/2487668728158822/
Åben skranke på Albertslund Bibliotek
For andet år i træk kan du låne mennesker fra det berømte bibliotek i Albertslund. Lørdag den 8. februar er vores bogreol helt åben, og læserne kan selv vælge mellem et bredt udsnit af levende litteratur. Arrangementet er åbent og gratis for alle, og man behøver ikke engang at medbringe sit lånerkort. Læs mere her: https://www.facebook.com/events/2426188160842377/
Menneskebiblioteket på Metropol
I samarbejde med Institut for Social Arbejde/Metropol gæster Menneskebiblioteket igen de kommende socialrådgivere til en dag med åbne bøger og modige spørgsmål. To gange hvert år afholder Menneskebiblioteket læsesal for kommende studerende på uddannelsen. Arrangementet er forbeholdt de studerende. Læs mere her: https://www.facebook.com/events/617098495767165/
Gentofte Studenterkursus
Sidste dag i februar er det de studerende fra Gentofte Studenterkursus, som inviteres til at blive læsere af Menneskebiblioteket. Arrangementet er forbeholdt eleverne fra skolen. Læs mere her: https://www.facebook.com/events/484330565831095/
Nørresundby Kirke
Mandag den 9. marts kan konfirmander og andre kirkegængere i Nørresundby Kirke blive læsere af levende litteratur, når Menneskebiblioteket gæster det nordjyske med bøger fra vores bogdepot i Aarhus og frivillige fra Aalborg-området. Læs mere her: https://www.facebook.com/events/475077706524929/
Læsesal på Vordingborg Bibliotek
Onsdag den 11. marts inviterer vi læserne til læsesal i samarbejde med Vordingborg Bibliotek. Arrangementet er gratis og åbent for alle, men tilmelding er nødvendig. Læs mere her: https://www.facebook.com/events/481939266038381/
Menneskebibliotek for børn i Kulturhuset på Islands Brygge
Fredag den 13. marts inviterer vi børn og deres forældre til at gå på opdagelse i vores bogreol. Arrangementet er en del af den lille kulturnat i København. Menneskebiblioteket præsenteres i samarbejde med Kulturhuset på Islands Brygge og sigter mod at skabe et trygt rum, hvor børn og deres forældre inviteres til at indgå i samtaler, hvor børnene må spørge vores åbne bøger om alt. Mere information følger snarest.
Vi håber at se dig!
OM MENNESKEBIBLIOTEKET
Menneskebiblioteket er i ordets egentlige forstand et bibliotek af mennesker. I stedet for bøger udlånes mennesker til personlige samtaler om svære emner. Menneskebiblioteket arbejder for at udfordre menneskers fordomme, komme diskrimination til livs, forebygge konflikter og bidrage til mere menneskeligt samvær på tværs af sociale, religiøse og etniske skel. Det sker ved at skabe et dialogrum, hvor udfordrende og ofte tabubelagte emner kan drøftes åbent og uden fordømmelse. Et sted, hvor mennesker, der ellers aldrig ville tale sammen, kan finde plads til samtale. Udgangspunktet for Menneskebibliotekets koncept er, at vi alle har godt af at få udfordret vores fordomme og det, vi render rundt og tror, vi ved om andre. Hos Menneskebiblioteket må du spørge om alt, for vores frivillige menneskebøger engagerer sig i at dele og tale om deres personlige oplevelser og erfaringer med nysgerrige folk.
Aldersgrænsen for udlån er 15 år. Læsere under 15 år skal være i følgeskab med en voksen.