Julegave til elskere af levende litteratur
Julen nærmer sig og i postkassen fandt vi nogle dejlige nyheder fra Aarhus Kommune. Et tilsagn på kr.200.000 i tilskud til at udvikle og etablere et permanent bogdepot for Aarhus og Østjylland. De første spadestik er allerede taget og nu kan vi for alvor sætte blus på rekrutteringen af bøger og bibliotekarer.
Sport og fritid bag støtte
Midlerne er nogen vi har ansøgt om fra Sport og Fritid og med tilsagnet om støtte markerer Aarhus Kommune, at de gerne ser flere møder mellem mennesker i det offentlige rum. Møder hvor vi kigger hinanden i øjnene og taler om ting, som vi normalt måske helst undgår eller ikke føler vi har en tryg ramme eller ordentlige forudsætninger for at begive os ud i. Det er den ramme, som Menneskebiblioteket skaber og som vi i 2019 nu vil kunne skabe mange flere af.
Mange nye frivillige
Et bogdepot for Østjylland vil gøre det muligt at afholde helt op til 30 arrangementer årligt i samarbejde med uddannelsesinstitutioner, festivaler, biblioteker og private virksomheder og aktivere mange nye frivillige kræfter. Et fuldt udstyret bogdepot vil være i stand til, at støtte op om aktiviteter i hele regionen og dermed fungere som en central samling af menneskelige ressourcer, vi hurtigt kan mobilisere, Vi glæder os til, at byde de mange nye bøger og bibliotekarer velkommen i Menneskebibliotekets østjyske bogdepot.
Historisk tilsagn
Det er første gang i de 18 år Menneskebiblioteket har eksisteret, at en dansk kommune yder støtte til etablering af et lokalt bogdepot. Det er lidt historisk for os, så vi siger mange tak for tillid og opbakning fra Aarhus Kommune, samt tak til alle borgerne i Aarhus. Vi skal gøre vores bedste til at skabe værdi sammen med jer.