Menneskebiblioteket besøger Metropol
Den 13. februar afholder Menneskebiblioteket event for de nye studerende på Professionshøjskolen Metropol, på Frederiksberg!
Hvad er Menneskebiblioteket?
Menneskebiblioteket er i ordets egentlige forstand et bibliotek af mennesker. Vi afholder events, hvor vi udlåner rigtige mennesker til personlige samtaler om svære emner. Hver menneskebog i vores bogreol repræsenterer en gruppe i vores samfund, som ofte udsættes for fordomme, stigmatisering eller diskrimination pga. deres livsstil, diagnose, tro, handicap, overbevisning, sociale status, etniske oprindelse eller lignende.
I vores uddannelsesbesøg arbejder Menneskebiblioteket for at skabe en tryg ramme omkring personlige samtaler, der kan være med til at udfordre fordomme, komme diskrimination til livs, forebygge konflikter og bidrage til større menneskelig sammenhængskraft på tværs af sociale, religiøse og etniske skel.
Dette sker ved at vi skaber et særligt dialogrum, hvor ofte tabubelagte emner kan drøftes åbent og uden fordømmelse. Et sted, hvor mennesker der ellers aldrig ville tale sammen, kan finde plads til samtale. Udgangspunktet for vores koncept er, at vi alle har godt af at få udfordret vores fordomme og hos Menneskebiblioteket må du spørge om alt, for vores frivillige menneskebøger engagerer sig i at dele deres personlige oplevelser og livserfaringer med nysgerrige folk!
Menneskebiblioteket startede som et event på Roskilde Festival i år 2000 og herefter tog Ronni Abergel idéen videre og grundlagde organisationen Foreningen Menneskebiblioteket, der i dag laver events på fem kontinenter i over 85 lande verden over!
I Danmark og i udlandet indgår Menneskebibliotekets arrangementer på offentlige biblioteker, i fagbevægelser, private virksomheder og ved større events som f.eks. på Roskilde Festival, Smukfest og Folkemødet på Bornholm. Herudover indgår Menneskebibliotekets arrangementer også regelmæssigt på uddannelsesinstitutioner, som folkeskoler, gymnasier, professionshøjskoler, seminarier og universiteter.
Alle bøger der udgives af Foreningen Menneskebiblioteket medvirker frivilligt og ulønnet.
EVENTET ER IKKE OFFENTLIGT
———————————————-
Indlæser kort...
Dato: | 13/02/2019 | |
Tid: | 12:00 - 15:00 | |
Adresse: | Professionshøjskolen Metropol Kronprinsesse Sofiesvej 35 2000 Frederiksberg |
Lån i op til 30 min.