Menneskebiblioteket på Roskilde Festival 2019
Kom og deltag i Menneskebibliotekets læsesal i Biblioteket i Dream City – For Roskilde Festivals modigste gæster!
Når Menneskebiblioteket gæster biblioteket får du lov til at læse tre forskellige menneskebøger.
Dagens levende litteratur byder bl.a. på titler som: Bipolar, Adoptivbarn, Transkønnet, Frikirkekristen og Politibetjent.
Når du deltager i Menneskebibliotekets læsesal, sidder du i en mindre gruppe og læser en af vores menneskebøger.
I menneskebiblioteket læser man ved at have en dialog med vores menneskebog og det er derfor tilladt at stille alle de spørgsmål du normalt brænder inde med.
Hver læsning er 25 min. og herefter kommer en ny menneskebog over til dit læseområde.
Efter din læsning med tre forskellige menneskebøger garanterer vi, at du har opnået ny viden, fået stillet din nysgerrighed og måske fået udfordret dine fordomme.
_______________________________________________________________________________________
Hvad er Menneskebiblioteket?
Menneskebiblioteket er i ordets egentlige forstand et bibliotek af mennesker. Vi afholder events, hvor vi udlåner rigtige mennesker til personlige samtaler om svære emner. Hver menneskebog i vores bogreol repræsenterer en gruppe i vores samfund, som ofte udsættes for fordomme, stigmatisering eller diskrimination pga. deres livsstil, diagnose, tro, handicap, overbevisning, sociale status, etniske oprindelse eller lignende.
Menneskebiblioteket arbejder for at skabe en tryg ramme omkring personlige samtaler, der kan være med til at bidrage til større menneskelig sammenhængskraft på tværs af sociale, religiøse og etniske skel. Dette sker ved at vi skaber et særligt dialogrum, hvor ofte tabubelagte emner kan drøftes åbent og uden fordømmelse. Et sted, hvor mennesker der ellers aldrig ville tale sammen, kan finde plads til samtale. Udgangspunktet for vores koncept er, at vi alle har godt af at få udfordret vores fordomme og hos Menneskebiblioteket må du spørge om alt, for vores frivillige menneskebøger engagerer sig i, at dele deres personlige oplevelser og livserfaringer med nysgerrige folk!
Dato: | 02/07/2019 | |
Tid: | 13:00 - 14:30 | |
Adresse: | Biblioteket i Dream City – H46 Poppelgårdsvej 22 4000 Roskilde |
Lån i op til 30 min.